×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Mandag d. 13. april 2020 (hele dagen) til lørdag d. 18. april 2020 (hele dagen)

2. påskedag
ved Anna Marie S. Kristoffersen, adm. medarbejder for Samsø menighedsråd


Salme
Påskeblomst! Hvad vil du her (Nr. 236 i Den danske Salmebog)
Du kan høre salmen sunget af koret Musica Ficta ved at klikke her

Tekster til 2. påskedag
Du kan læse teksterne til 2. påskedag ved at klikke her.


Interview med forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky:
"Jeg tilgav først min far i påsken"

(Kristeligt Dagblad d. 11. april 2020)

Den prisvindende forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky er aktuel med en lille bog om at have tro i hverdagen. En særlig påskegudstjeneste satte hende selv fri af bitterhed. Og nu har hun opfordret til daglig fællesbøn under coronakrisen.

Kirkeklokkerne skar sig gennem morgentrafikken på Nørrebrogade og trængte ind i stuen hos forfatteren og sprogofficeren Anne-Cathrine Riebnitzsky, som dengang – i påsken 2008 – boede i en lejlighed lige over for Stefanskirken på Nørrebro i København. Verdens ældste reklamelyd virkede på hende, så hun skyndte sig at følge kirkeklokkernes kalden. Hun gik ikke i kirke, hun løb i kirke. Med sig tog hun i farten også et sort-hvidt foto af sin far, der var død nogle måneder tidligere.

”Jeg havde allerede fået beskeden om min fars død i november 2007, mens jeg var udsendt som soldat i Afghanistan. Folk i lejren forsøgte at trøste mig, men sandheden er, at jeg på det tidspunkt kun følte lettelse over hans død. Min far var en ældre mand, og han havde været en hustyran i min barndom. Jeg var altid bange for ham, da jeg var barn, og som voksen havde jeg haft svært ved at tilgive ham,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky og tøver, inden hun tilføjer:

”Det værste var ikke de gange, han slog. Det værste var usikkerheden over, hvornår det kunne ske. Han kunne når som helst fare op over ingenting. Som regel havde det dog noget med penge at gøre. Jeg så ham aldrig slide over regnskaberne, og når vi havde gæster, var han altid stor i slaget, men jeg tror, at han inderst inde var bange for, at pengene ikke slog til, så han blev hidsig, hver gang nogen af os brugte de mindste penge. Det plantede en usikkerhed i både min mor, min bror og mig selv, og selvom jeg tror, at han elskede mig, følte jeg det aldrig som barn. Han var simpelthen dårlig til at vise det. Det er en enorm belastning at bo sammen med et menneske, man altid skal være på vagt overfor.”

Den svære barndom på Sydfyn har hun senere skildret stærkt i den prisvindende roman ”Forbandede yngel”, der udkom i 2013, ligesom hun skriver om den i sin nye lille, lyserøde bog ”Tro i hverdagen”. Men da Anne-Cathrine Riebnitzsky – ledt af de lokale kirkeklokker – trådte ind til påskegudstjeneste i Stefanskirken i 2008, bar hun stadig på et tungt kors af bitterhed mod sin døde far.

”Jeg havde ikke haft kræfterne til at bearbejde alle de svære følelser før, men kirkeklokkerne vakte behovet i mig. Nu skulle det være. Det var derfor, jeg løb over vejen og satte mig ind i kirken, hvor jeg sad og tudede gennem hele gudstjenesten. Til sidst gik jeg til alters med billedet af min far. Jeg havde gode grunde til at bære nag, men dér i kirken forstod jeg pludselig, at det kun var mig selv, jeg straffede på den måde. Ikke at kunne tilgive svarer meget godt til at tage gift og forvente, at en anden dør af det. Men som jeg skriver i min lille trosbog, kan tilgivelse godt være et ’one man-show’. Min far var der jo ikke til at tage imod tilgivelsen, men når man tilgiver, giver man noget fra sig. Og den påske overgav jeg min bitterhed til Gud ved det alter.”

En kendt udgangsbøn i folkekirken lyder: ”Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi jeg går ud herfra som et frit menneske, med mine synders forladelse og din velsignelse. Bliv hos mig med din fred, og giv mig mod til at leve, som du har lært mig. Amen.”

Og sådan gik Anne-Cathrine Riebnitzsky netop fra påskegudstjenesten som et frit menneske.

”Jeg gav mig selv en gave, da jeg tilgav min far, for nu kunne jeg gå videre ud i livet. Det var faktisk meget frisættende. Det er sjovt, for i dag kan jeg ikke engang huske, hvilken dag det var, men det var en påskegudstjeneste. Der var måske kun 15-20 mennesker i kirke, men bagefter kom en dame hen og sagde nogle trøstende ord til mig, som jeg også har glemt, men de varmede. For hun havde på en eller anden måde hørt et trøstens ord inde i sig selv, som hun gav videre til mig, og det var enormt dejligt både at blive mødt af Gud og mennesker.”

Siden den dag har hun altid forbundet påsken med tilgivelsen af sin far.

”Det var en udfrielse for mig personligt, men jeg forbinder i det hele taget påsken med overgangen til noget nyt og fantastisk. Påsken er opstandelsen, sejren. Lige i øjeblikket er den halve verden i panik og meget bekymret. Jeg er kun 46 år, men ser tilbage på et liv, hvor jeg vitterlig ofte har været så utroligt bekymret for morgendagen, pengene, og hvordan det hele skulle gå, inklusive for hele verden. Nu er verden i krise, og jeg er ikke bekymret. Ikke engang for pengene. Jeg er lykkelig. Jeg har det godt. Jeg er forundret over, hvad Gud og jeg har udrettet i mit lille liv, og var det ikke netop det, Jesus selv sagde: ’Vær ikke bekymret.’ I min engelske bibel står der: ’Cheer up, for I have overcome the world.’ ’Vær glad! Jeg har sejret over verden.’”

. . .

”Det er ikke let at lære at tro og stole på, at det nok skal gå, men det kan faktisk over tid erfares sammen med Gud, og det er vel noget af det, jeg prøver at skrive om i den lille lyserøde bog. Og det er præcis det, påsken inderst inde betyder for mig: At Gud har sejret over det hele, at jeg kan stole på Gud, at, ja, der kommer trængsler og bøvl og besvær, men jeg kommer ud på den anden side. At hvis jeg stoler på Gud og søger ham og lytter efter og mærker efter Helligånden indeni, så bliver det på mystisk vis fuldstændig fantastisk til sidst.”

I sin nye bog fortæller hun, hvordan hun gennem hele sin svære opvækst var åndeligt søgende, indtil hun mærkede Guds stemme første gang, da hun var 20 år og stod i sine forældres bryggers.

”Med de vilkår, jeg var vokset op med, var det godt at mærke, at der findes noget, der er større end mig, og som vil mig det godt. Senere fandt jeg ud af, at det var Gud. Det er svært at beskrive åndelige oplevelser, fordi de ofte skal erfares frem for forklares, men jeg kan bedst beskrive det ved at sige, at jeg blev gennemstrømmet af en meget stor kærlighed og en meget stor sandhed.”

Hvordan vidste du, at det var den kristne Gud?

”Det var også en længere rejse. Jeg havde en tidstypisk modvilje mod kirker dengang, så der gik fem-seks år, før tingene langsomt faldt på plads for mig. Jeg begyndte at se sammenhænge mellem mine oplevelser og de skriftsteder, som jeg blev præsenteret for af mine kristne venner, så jeg blev voksendøbt, selvom jeg var barnedøbt, for jeg havde et behov for at markere, at jeg valgte kristendommen til. Det var lidt tilfældigheder, der gjorde, at jeg dengang havde mødt adventister. I dag er jeg meget tværkirkeligt indstillet. Jeg tænker på alle kirker som en stor kirke med forskellige udtryksformer, men Guds ånd er den samme, og jeg er mere interesseret i, hvad der samler os som kristne, end hvad der skiller os ad.”

Over 300 danskere fra alle mulige forskellige kirkebaggrunde har også delt hendes opslag på Facebook, hvor hun opfordrer kristne til at bede sammen hver dag klokken 12 under coronakrisen.

Idéen opstod under en af hendes daglige morgenbønner, da hun kom i tanke om en anden slags klokker, der kunne kalde folk til Gud:

”For mit indre øre hørte jeg rådhusklokkerne. Jeg kan huske, hvordan rådhusklokkerne var et fast holdepunkt for mig som barn, og det er også et godt tidspunkt at bede på for både dem, der står tidligt og sent op. Alle er oppe klokken 12, og jeg har allerede erfaret, at det er trøst for mange at vide, at der nu sidder folk og beder sammen klokken 12. En sygeplejerske skrev for eksempel til mig, at uden Gud klarede hun ikke den travlhed, der kommer nu. Det gør det konkret, hvem man beder for. Her under coronakrisen sætter jeg mig derfor hver dag i den samme grønne lænestol og beder. Det er faktisk fantastisk opløftende for mig selv også, for jeg mærker et meget stærkt gudsnærvær i denne tid, hvor vi bliver bedt om at holde afstand til hinanden.”

Kirkeklokkerne ringer over hele Danmark i morgen for at fejre Jesu opstandelse, men ikke til store, tætpakkede påskegudstjenester. Vi må nøjes med at høre kirkeklokkerne og se en påskelilje foran kirken. Men i stedet kan det synliggøre, at kirken er mere end mursten; at den består af levende sten – af mennesker, mener hun:

”Fællesbønnen klokken 12 er et af mange eksempler på, at kristne nu giver sig til kende over for hinanden. Det var grænseoverskridende for mig at skrive det opslag, fordi jeg ikke vidste, hvad folk så ville tænke om mig, men det er dejligt at se, hvor mange der vil være med. Pludselig er vi en masse kristne, som ikke vidste, at hinanden fandtes, men nu får vi øjnene op for hinanden. Det er ligesom de enkelte lys på juletræet, som først kan ses, når de bliver tændt i mørket, så man pludselig opdager dem alle sammen. Det skaber både håb og samhørighed, når man opdager, at man ikke er alene. Og overalt på de sociale medier ser man nu livestreaming af prædikener, streaming af lovsang og salmer og sågar drive in-gudstjenester rundt omkring i landet, så det er, som om coronakrisen sætter gang i en innovation af kirken, som ellers ville være svær at få igennem,” siger forfatteren, der er sikker på, at Guds opstandelses lys nok skal finde vej gennem coronatidens sprækker i sjæle og stuer – med eller uden kirkeklokker.


Musik
Jazzkvartetten Nordtone improviserer over salmen 'Påskeblomst! Hvad vil du her'.
Klik og lyt med her.