×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Søndag d. 29. marts 2020 (hele dagen) til lørdag d. 4. april 2020 (hele dagen)

Mariæ Bebudelsesdag
ved sognepræst Line Nicolaisen

              Anna Ancher (1891): 'Solskin i den blå stue'

Salme
Alle mine kilder skal være hos dig (Nr. 441 i Den Danske Salmebog)
Du kan høre koret Musica Ficta synge salmen ved at KLIKKE HER

Søndagens tekster
Du kan læse søndagens tekster ved at KLIKKE HER

Prædiken
Gud med os,Immanuel

I dag er det Mariæ Bebudelsesdag. I Lukasevangeliet kan vi læse den underfulde beretning om, hvordan englen Gabriel kommer til Maria i Nazaret og meddeler hende, at hun skal blive med barn og føde Guds søn og give ham navnet Jesus. Maria undrer sig over, hvordan det dog skal gå til, og englen svarer, at Helligånden skal overskygge hende. Maria indvilliger og siger: Se, jeg er Herrens tjenerinde, det skal ske mig efter dit ord.

Bebudelsesbilleder

Når vi læser om bebudelsen, sidder vi sikkert hver især med vore egne indre billeder. Måske kender vi motivet Bebudelsen fra de store renæssancemalere, hvor Maria sidder ude i en lille have eller inde i sin stue og får besøg af en engel i skønne gevandter. Motiverne er fyldt af symbolik. Englen har uskyldens liljeblomst i hånden. Maria har Esajas Bog foran sig med profetien om jomfruen, der skal føde Immanuel. I skødet har hun sit håndarbejde, men er pludselig gået i stå. En guddommelig lysstråle falder gennem glasruden i hendes stue og rammer hende og fuldbyrder englens budskab: Maria venter nu Guds søn.

Læser vi videre i Lukasevangeliet, hører vi, at da englen har forladt Maria, skynder hun sig til sin slægtning Elisabeth, som også har undfanget et barn på trods af sin ufrugtbarhed og høje alder, fordi intet er umuligt for Gud. Da Elisabeth og barnet i hendes liv hører Marias stemme, glæder de sig begge over Maria. Da bryder Maria ud i en lovsang til Gud, og her begynder evangeliet til i dag: Marias Lovsang.

Vi venter

Når et barn er i vente, har man lyst til at synge lovsang. Fra nu af begynder hele familien at glæde sig og forberede sig og tælle ned til fødslen. Men det virker ikke nærliggende for os, der nu hører om bebudelsen. Det er ikke jul, vi tæller ned til, faktisk forekommer julen uendelig fjern lige nu. Vi forbereder os på noget andet. Det nye spirende liv, der er på vej i Maria, er som selve foråret, der er på vej og vil forvandle verden og gøre den lys og grøn og fuld af liv. Det er det, vi venter på. Vi venter på påske og opstandelse. Vi venter på, at den tid kommer, da vi igen kan være sammen med familie og venner. Og vi venter på at kunne bevæge os frit og samles i kirken og alle de andre steder, vi plejer.

På Samsø er vi beriget med en pragtfuld natur, og det er befriende at færdes ude. Alligevel må vi tilbringe megen tid derhjemme i stuerne disse tider. I Besser Præstegård  henligger store dele af huset i skygge om sommeren, fordi haven er fuld af høje linde og kastanjetræer. Men endnu holder bladene sig inde i knopperne, og derfor stråler forårslyset direkte gennem de sprossede vinduer og kaster skarpe mønstre på gulv og vægge: Et gyldent skær om morgenen, og et glødende lys om aftenen.

Solskin i den blå stue

For godt 130 år siden malede Anna Ancher det maleri, der hedder 'Solskin i den blå stue'. Anna Ancher var en mester i lys og kolorit, og ofte er der en enkelt kvinde tilstede i hendes motiver. 'Solskin i den blå stue' udstråler en dyb ro, og samtidig er der noget ophøjet usynligt tilstede. Stuen, som jo er rammen om et menneskes dagligdag, er blevet et billede på evigheden. Måske er det, fordi den blå farve er så dyb, at den virker uendelig. Det gyldne dirrende lys gennemstråler vinduet og kaster tre lysfelter på væggen. Der står en liljeblomst i vinduet, men vi ser den ikke, vi ser kun dens skygge. Lys og skygge på den blå væg viser, at i dette rum mødes tid og evighed, og her i dette rum sidder en ung pige med ryggen til. Hendes hår er gyldent som en glorie, og hun bøjer sig tålmodigt over sit håndarbejde. Garnnøglet er trillet fra hende, men hun gør ikke tegn til at rejse sig og samle det op. Måske er hun gået i stå, fordi hun er optaget af sine tanker. Måske grunder hun over noget, hun kan høre men ikke se, eller erkende men ikke forstå. Der er kun hende i stuen, og alligevel er hun ikke alene. Øverst oppe til venstre hænger et maleri, der ligner en ikon med et kvindeansigt – Marias. 'Solskin i den blå stue' kunne godt være et bebudelsesbillede.

Gud med os, Immanuel

Marias bebudelse var et enestående nedslag i historien - i tidens fylde  - og vi synger stadig lovsange i vores kirker om det under, der skete dengang i Nazaret.

Men Guds nærvær er ikke forbi eller kun at finde, når vi synger lovsang i kirken. 'Solskin i den blå stue' kan hjælpe os til at huske, at Hans Ånd er os ganske nær, også når vi sidder i vores ensomheds stuer. Ånden forbinder os i et usynligt fællesskab med Gud. Han blev et menneske, og Maria var hans mor. Han levede og døde og opstod på den tredje dag – til liv og trøst og glæde for os. Så selv om vi sidder alene, er vi aldrig uden ham.

Gud med os, Immanuel.
Amen.

Bøn
Almægtige evige Gud,

vi takker dig fordi du steg ned fra din himmel

og bankede på vor lukkede dør.

Du gjorde dig lille som et menneskebarn

og gik ind til os,

kød af vort kød og blod af vort blod.

Herre, vi beder dig:

Lad din levende Ånd blive hos os,

så vi aldrig glemmer denne dags glæde,

men holder os til Marias velsignede søn,

så længe vi lever på jorden,

indtil vi bliver til evig tid salige

ved ham, som med dig lever og regerer

i Helligånds enhed,

én sand Gud

fra evighed og til evighed.

Amen.