Kirkeklumme MARTS 2019
KIRKEKLUMME MARTS 2019
Filmdag i Biografen
Lørdag den 2. marts er der filmdag i Biografen, hvor vi ser
den tyske film fra 2005, ”Sophie Scholl – de sidste dage”. Filmen handler kort
om en kvinde og tre mænd, som udsender flyveblade med titlen ’Hvide Rose’. Her
opfordrede de til passiv modstand mod det nationalsocialistiske regime. Deres
modstand var på filosofisk og kristent grundlag. Vi ser filmen, og efter en let
frokost er der et oplæg på grundlag af biografien Sophie Scholl. Pigen, som
trodsede Hitler, som kom på dansk i 2011. Derefter er der samtale om emnet.
Kristendom - for små og store
I marts begynder også en ny omgang med babysalmesang i
Tranebjerg Kirke for de 0-1 årige og deres mødre eller fædre. Det foregår 6
tirsdage kl. 10.30-11.30 ved sognepræst Line Nicolaisen.
Sognepræst Johannes Glenthøj tilbyder fra midt april et
forløb med kristendomsundervisning for voksne. Det foregår onsdage - nærmere
information følger.
Forskelligt vedr. kirkerne
Menighedsrådet har besluttet, at kirkerne året rundt skal
pyntes med årstidens danske blomster, grene og bær m.m. Inspirationen kommer
fra Grøn Kirke, som er et tiltag for bæredygtighed, og vi har også et håb om
med tiden at kunne blive mere selvforsynende med blomsterdekorationer.
Restaureringen af Ørby Kirke er fortsat udskudt. Selve restaureringsprojektet, under ledelse af arkitektfirmaet Linjen, er for længst godkendt af menighedsråd og provsti. Vi afventer nu, at en konservator fra Nationalmuseet skal komme og besigtige Ørby Kirke med henblik på behandling af inventar og udsmykning samt give en pris på dette ekstra stykke arbejde, inden selve restaureringen af kirkerummet kan påbegyndes.
Provstiet har ligeledes givet tilladelse til at alterkalkene fra Tranebjerg og Kolby Kirker kan blive restaureret og istandsat af en guldsmed i Farsø.
Fugtskader i Kolby Præstegård
Menighedsrådet har modtaget en rapport fra Dansk Miljø Rådgivning
(DMR) over fugtskaderne i Kolby Præstegård samt en ny rapport med vejledning i
udbedring af skaderne. DMR indhenter nu forskellige tilbud på dette arbejde.
Den årlige landsindsamling til Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp har sin årlige landsindsamling søndag
den 10. marts. I år går de indsamlede midler til at bekæmpe klimarelaterede
katastrofer i verdens fattigste lande. Normalt plejer Samsøs konfirmander at
tage del i indsamlingen. Men da vi i år ikke har konfirmation, vil vi gerne
opfordre andre til at melde sig som indsamlere denne dag.
Laura Serrano, medlem
af menighedsrådet, er indsamlingsleder, og man kan henvende sig til hende (tlf.
nr. 2633 4686) og få tildelt materiale og en rute, hvis man ønsker at hjælpe.
Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, på Facebook, på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) samt i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.
Samsø Menighedsråd
Marts 2019