Udgivet tor d. 1. nov 2018, kl. 00:15

KIRKEKLUMME NOVEMBER 2018

Kirken
Søndag den 4. november er der Allehelgensgudstjeneste i Besser og Kolby Kirker. Ved gudstjenesterne vil navnene på alle, der er døde og begravet fra Samsøs Kirker det sidste års tid, blive læst højt. Der er lystænding og mulighed for at skrive navne på andre afdøde, som også kan blive læst og mindet. 

Onsdag den 7. november er der en særlig Allehelgensgudstjeneste for børn og unge. Gudstjenesten retter sig primært mod børn i skolealderen, men små søskende er også velkommen. Der vil være mulighed for at tænde lys og få navnene op på den, man har mistet.

Søndag den 11. november afholdes en særlig fredsgudstjeneste i Tranebjerg Kirke i anledning af 100-års dagen for våbenhvilen, der afsluttede Første Verdenskrig. Søholm Opera medvirker med bla. Lacrimosa fra Mozarts Requiem.
I forlængelse af gudstjenesten er der et lille traktement i sideskibet, hvor Niels Schou fra Grænseforeningen taler. 

Den 6. november er der introduktion til litteraturkreds i Besser Præstegård. Den første bog, vi skal læse hen over efteråret og vinteren, er ”Fisk har ingen fødder” af den islandske forfatter, Jón Kalman Stefánsson.  

Kirkegården

I november begynder graverne at grandække på gravene. Sidste års forsøg med særlig dekoration på Kolby kirkegård er man gået bort fra igen efter at have evalueret arbejdsforholdene for graverne – nu pyntes der igen på traditionel vis på alle kirkegårde. 

Ejerne af gravsteder, hvor gravsten står usikkert, modtager snart et brev fra graverkontoret med de nye retningslinjer samt tilbud på sikring af stenene.

Hvis man er kørestolsbruger, kan det være svært at komme ind i kirkerne, da der er trappetrin, der fører ind i våbenhuset, og høje trin fra våbenhuset og ind i selve kirken. Kirkerne er fredede, og man kan derfor ikke umiddelbart let ændre på disse adgangsforhold, som gør det svært at komme til kirke i kørestol.
Vi er blevet ekstra opmærksomme på det i forbindelse med gudstjenester og andre kirkelige handlinger, men kommer man som turist eller besøgende for at se kirken, når den er ubemandet, kan det være særlig vanskeligt. For at imødekomme kørestolsbrugere vil der snarest ligge fotos på sognets hjemmeside af de ramper, vi har til rådighed i hver kirke. Og så opfordrer vi til, at man henvender sig i god tid inden et besøg i kirkerne, så kirketjener eller gravere kan lægge ramperne parat. 

Udviklingsplanen for Tranebjerg kirkegård er blevet godkendt af menighedsråd og provsti, og man kan nu se tegningerne på hjemmesiden.


Alle gudstjenester, andagter og øvrige arrangementer bliver annonceret i Samsø Posten, på Facebook, på hjemmesiden (www.samsosogn.dk) samt i månedskalenderen, der findes rundt omkring i kirkerne og i sognegården.

Samsø Menighedsråd
November 2018

Kategorier Nyheder